Undgå dobbeltbetaling for emballageaffald: Sådan søger du kompensation
Er din virksomhed omfattet af producentansvaret for emballage? Og betaler I samtidig for at få den samme emballage hentet som affald? Så kan der være mulighed for kompensation. DM&T giver dig her et hurtigt overblik over, hvornår ordningen er relevant, hvad man kan få kompensation for, og hvordan du søger kompensation.
Producentansvaret for emballage kan medføre, at virksomheder kommer til at betale dobbelt. Det kan ske, hvis den på samme tid er omfattet af producentansvaret og betaler for, at selvsamme emballage hentes som affald. Derfor er det en god idé at gennemgå vores guide, for din virksomhed kan være berettiget til kompensation.
Hvornår er kompensation relevant?
Kompensationen er relevant, når virksomheden både har producentansvaret for en emballage og selv betaler for at få den samme emballage hentet og behandlet som affald .
Et oplagt eksempel er i forbindelse med den nye såkaldte udpakker-regel:
Hvis en virksomhed modtager varer fra udlandet, f.eks. i papkasser med plastfolie, pakker dem ud og dermed får producentansvaret for emballagen, vil virksomheden skulle betale for emballagen gennem producentansvaret.
Samtidig bliver emballagen til affald hos virksomheden, som typisk også betaler en affaldsindsamler for at hente og behandle den.
Virksomheden kan dermed have to omkostninger knyttet til den samme emballage: én via producentansvaret og én via affaldshåndteringen.
Det er her kompensationsordningen kommer ind i billedet.
En affaldsproducerende virksomhed kan få kompensation for relevante omkostninger til indsamling og behandling af den del af virksomhedens affald, der udgør emballageaffald.
Det kan man få kompensation for
Kompensationen vedrører ikke selve producentansvarsgebyret, men de relevante omkostninger til indsamling og behandling af emballageaffaldet.
Din virksomhed er dermed ikke nødvendigvis sikker på at få dækket hele regningen fra dens affaldsindsamler. En affaldsfraktion kan nemlig både indeholde emballage og andet affald.
Du behøver dog ikke selv beregne, hvor stor en del der er emballage. Her anvender man faste fordelingsnøgler for de forskellige affaldsfraktioner, f.eks. papir, pap, plast, metal, glas, restaffald og træ.
De kompensationsberettigede omkostninger og selve beregningsmetoden er også fastlagt centralt.
Den vigtigste opgave i din virksomhed er derfor at have styr på, hvilke affaldsfraktionerI får afhentet, hvor meget der bliver afhentet og dokumentationen for det.
Vil du vide mere?
Bliv medlem af DM&T i dag og få adgang til denne og mange andre artikler, ekspertrådgivning og meget mere.