Tekstilaffald på tværs af grænser: Hvad ændrer de nye eksportregler?

Fra 21. maj 2027 bliver eksport af ikke-farligt affald til nyttiggørelse, herunder genanvendelse, i ikke-OECD-lande som udgangspunkt forbudt. Der bliver dog mulighed for undtagelser, og Europa-Kommissionen har nu fremlagt et forslag til listen over de lande, der fortsat skal kunne modtage bestemte typer affald fra EU.

Udkastet er i høring frem til 16. oktober 2026 .

For tekstilbranchen er listen værd at holde øje med. Visse typer tekstilaffald er inkluderet for Indien og Pakistan, mens man foreslår ikke at godkende Bangladesh og Vietnam til at modtage tekstilaffald. Fastlandskina fremgår ikke af listen.

Det rejser et meget praktisk spørgsmål for virksomheder, der producerer uden for EU: Hvordan får man indsamlede tekstiler tilbage i produktion, hvis adgangen til at sende dem til genanvendelse bliver begrænset?

Producentansvaret gør spørgsmålet aktuelt

Med særskilt indsamling og det kommende udvidede producentansvar for tekstiler (EPR) skal flere tekstiler finde vej til genbrug og genanvendelse. Producentansvaret handler blandt andet om virksomhedernes ansvar for at finansiere håndteringen af tekstilaffaldet.

Det giver dog ikke i sig selv adgang til at sende de indsamlede tekstiler til en genanvendelsespartner i udlandet. Producentansvaret øger derfor behovet for at finde behandlingsveje for de indsamlede tekstiler, men hvilke transportregler der gælder, afhænger først og fremmest af, om tekstilerne stadig betegnes som affald rent juridisk.

Her kommer affaldsforordningen, Waste Shipment Regulation (WSR), ind i billedet. Reglerne gælder, så længe tekstilerne juridisk er klassificeret som affald. Kommissionens foreslåede landeliste er en del af dette regelsæt.

Landelisten gælder kun eksport af affald, og derfor bliver materialets status helt central: Hvornår er de indsamlede tekstiler egentlig affald, og hvornår bliver de til varer igen?

Hvornår holder tekstiler op med at være affald?

Det kan umiddelbart lyde som et simpelt spørgsmål. I praksis er det mere kompliceret.

En skjorte, der er indsamlet som affald, kan efter sortering og den nødvendige kontrol, rengøring eller reparation blive klar til genbrug. Når de relevante betingelser er opfyldt, kan skjorten ophøre med at være affald og igen blive håndteret som et produkt.

For tekstiler, der skal genanvendes til nye fibre, er situationen en anden. De kan fortsat være affald, selv om de er blevet sorteret, og selv om en virksomhed står klar til at omdanne dem til nye fibre. Det er altså ikke nok, at materialet har en køber eller en planlagt anvendelse.

Overgangen kaldes End-of-Waste (EoW). EU arbejder på fælles kriterier for tekstiler, som skal gøre det mere tydeligt og ensartet, hvornår tekstiler igen klassificeres som produkter eller råvarer.

Indtil de fælles kriterier er på plads, skal vurderingen ske efter de generelle EU-regler og de nationale regler. Blandt andet skal materialet have en konkret anvendelse og en efterspørgsel, ligesom det skal leve op til relevante produktkrav og ikke samlet set skade miljø eller sundhed.

Om tekstilerne stadig er affald, har derfor betydning for, hvor de må sendes hen. Er det dokumenteret, at tekstilerne er ophørt med at være affald, og anerkender modtagerlandet denne status, gælder i stedet reglerne for handel med varer.

Behandling i EU kan blive et mellemled

At tekstiler stadig er affald, betyder ikke, at de skal blive i Danmark. Tekstilaffald kan godt sendes til behandling i et andet EU-land.

Proceduren afhænger blandt andet af typen af affald. Nogle transporter kræver myndighedernes samtykke på forhånd, mens såkaldt grønlistet affald kan transporteres efter en enklere procedure med ledsageroplysninger og en kontrakt om håndteringen.

Kommissionen arbejder samtidig på at udvide og præcisere, hvilke typer ikke-farligt affald der kan benytte denne procedure mellem EU-landene.

Det kan være relevant for virksomheder, der indsamler tekstiler i Danmark og får dem sorteret eller behandlet i et andet EU-land, før materialet eventuelt bevæger sig videre i værdikæden.

Men her er en vigtig skelnen: At affald er grønlistet, betyder alene, at transporten kan følge en enklere procedure. Det betyder ikke, at materialet er ophørt med at være affald, eller at det automatisk kan eksporteres videre til f.eks. Indien.

Hvad betyder det for en returordning?

Forestil dig en virksomhed, der indsamler brugt tøj i Danmark og gerne vil sende det til en genanvendelsespartner i Indien.

Her bliver tekstilernes status på det tidspunkt, hvor de forlader EU, helt central.

Er tekstilerne fortsat affald, skal transporten følge reglerne i WSR. Fra maj 2027 skal den konkrete type tekstilaffald samtidig være omfattet af Indiens godkendelse på den endelige landeliste, hvis eksporten skal kunne finde sted.

Er tekstilerne derimod blevet behandlet på en måde, så det kan dokumenteres, at de er ophørt med at være affald, ændrer udgangspunktet sig. Så skal de ikke længere eksporteres efter reglerne om affaldstransport, men som varer. Det kræver samtidig, at modtagerlandet anerkender denne status, og de relevante importkrav skal fortsat overholdes.

For virksomheder med returordninger bliver det derfor vigtigt at få afklaret, hvilken behandling der skal ske før eksporten, når de vælger genanvendelsespartner. Det er her, de kommende End-of-Waste-kriterier kan få konkret betydning.

Det er også derfor, at EU's kommende fælles End-of-Waste-kriterier for tekstiler kan få meget konkret betydning.