Nyt initiativ med toneangivende partnere skal styrke og udvikle Formland

Design Hub Denmark er navnet på et nyt, årligt tilbagevendende koncept, der fra og med i år udfoldes omkring Formland Autumn-messen i MCH Messecenter Herning. DM&T er blandt partnerne og ser stort potentiale i det nye initiativ, som kan være med til at styrke og udvikle Formlands position nationalt og internationalt.

formland-designhub 1300x650
25 apr. 25

Med ambitionen om at skabe Nordeuropas førende destination for design-, interiør- og livsstilsbranchen har Formland sammen med en række partnere udviklet Design Hub Denmark - et cluster af førende interiør- og livsstilsbrands, der sammen og gennem Design Hub Denmark inviterer kunder, indkøbere, influencere og journalister fra ind- og udland med det formål at gøre et besøg ekstra attraktivt.

Målet er at gå forrest og sætte nye standarder for netværk og handel og fortsat skabe de bedste betingelser for inspirerende og dynamiske oplevelser. Om motivationen bag nyskabelsen udtaler administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen:

- Efter flere år med store forandringer i det europæiske messelandskab er der i endnu højere grad end tidligere behov for at styrke samarbejdet i branchen. Det er i sin enkelthed præcis det, Design Hub Denmark er - et samarbejde på tværs, der samtidig skal være med til at positionere Formland som den førende nordeuropæiske destination for brands, indkøbere og professionelle aktører i design-, interiør- og livsstilsbranchen. Og et samarbejde, der kan tiltrække endnu flere profiler og sætte nye ambitioner for, hvordan branchen mødes, matches og finder nye forretningsmuligheder.

Branchen ser store perspektiver

Alle partnerne bag Design Hub Denmark udstiller side om side med andre spændende brands fra design-, interiør- og livsstilsbranchen på Autumn-udgaven af Formland, og det er med til at sikre, at messen fortsat favner bredden i branchen. Blandt partnerne finder man Dansk Mode & Textil, der ser store perspektiver i det nye koncept.

- Vi skal sikre, at Formland fastholder og udbygger sin position som Nordeuropas vigtigste platform for livsstilsbranchen. Det kræver modet til at tænke nyt, hvilket vi i DM&T selv har erfaret vigtigheden af igennem de mere end 75 år, vi har været en aktiv del af messer og events i interiør-, tekstil- og modebranchen, blandt andet Copenhagen Fashion Week. Det mod har Formland, og med Design Hub Denmark har vi nu et stærkt omdrejningspunkt for at invitere de vigtigste kunder, indkøbere, influencere og journalister, som vil gøre Formland endnu mere attraktivt for både udstillere og gæster, konstaterer Thomas Klausen, administrerende direktør, Dansk Mode & Textil.

De bedste forudsætninger

Design Hub Denmark søger at tiltrække professionelle branchefolk fra både Norden og det øvrige udland, og idéen er, at konceptet både skal appellere til dem, der har en enkelt butik, og de største indkøbere. På den måde skabes ifølge Formland-projektleder Flemming Andersen de bedste forudsætninger for branchen og messen.

- Vi er stolte over at stå klar med så ambitiøs en satsning som Design Hub Denmark, og fra Formlands side er vi utroligt glade for at kunne byde velkommen til endnu flere førende virksomheder i branchen, der udstiller sammen med de mange andre spændende brands på messen. Vi glæder os og er overbeviste om, at konceptet vil komme alle, både brands og indkøbere, til gode, lyder det således fra Flemming Andersen.

Formland Autumn, herunder Design Hub Denmark, finder sted i MCH Messecenter Herning 17.-19. august 2025. Læs mere på formland.dk og designhubdenmark.com.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Thomas Klausen 2025 1
Thomas Klausen

Adm. direktør

97117233

tk@dmogt.dk

thklausen