Nye omfattende EU-krav tvinger branchen til at gentænke emballagen
Når vi rammer august, skal de danske virksomheder i mode-, tekstil- og livsstilsbranchen til at leve op til de første krav i EU’s emballageforordning. Det medfører langt større krav til design og dokumentation af emballagen, og derfor skal din virksomhed i gang med forberedelserne allerede nu. Heldigvis hjælper DM&T med både vejledning og webinar.
I 2025 blev EU’s emballageforordning, Packaging and Packaging Waste Regulation (PPWR), vedtaget. Fra den 12. august skal landets virksomheder til at leve op til de nye krav, når det kommer til emballage. Det er særligt skærpede design- og dokumentationskrav, der kommer til at ændre den måde, branchens virksomheder arbejder på.
PPWR skal forebygge emballageaffald og øge genbrug og genanvendelse, og det kommer blandt andet til at betyde, at virksomheder skal designe emballagen, så den minimeres og kan genbruges, ligesom der kommer større krav til dokumentation, som fremover skal kunne fremvise teknisk dokumentation og dokumentere sporbarhed. Dermed bliver emballagen også en del af den enkelte virksomheds compliance-arbejde, og samarbejdet med leverandører, data og interne processer bliver vigtigere end tidligere.
DM&T hjælper dig med at håndtere de skærpede emballage-krav
Heldigvis er DM&T klar til at hjælpe din virksomhed, så den er klar, når størstedelen af kravene træder i kraft til august.
For at gøre arbejdet lettere har DM&T udarbejdet en ny vejledning med tilhørende tjekliste
Vejledningen giver et samlet overblik over virksomhedens forpligtelser under PPWR og hjælper dig med at prioritere de vigtigste indsatser frem mod 12. august 2026. Tjeklisten indeholder 12 spørgsmål, som kan hjælpe med at strukturere indsatsen.
Som medlem kan du downloade vejledningen her (find den øverst på listen)
Den 17. marts inviterer vi til webinaret “PPWR i praksis: Sådan forbereder I jer frem mod august 2026”
Her zoomer vi ind på implementeringen og de spørgsmål, der opstår, når krav skal omsættes til arbejdsgange og beslutninger. Kollektivordningen European Recycling Platform (ERP Denmark) giver en hands-on gennemgang med afsæt i de udfordringer, de typisk møder hos virksomheder, og der afsættes ekstra god tid til Q&A.