Mode- og tekstilbranchen fik besøg i valgkampen
Midt i valgkampen lagde Konservatives folketingskandidat Lise Bertelsen vejen forbi Dilling, hvor VIA og DM&T havde inviteret hende til en snak om praksisnær forskning og vigtigheden af et nationalt videnscenter for tekstiler. Men der blev også tid til at snakke om branchens udvikling og aktuelle udfordringer.
VIA Design & Business, Dilling og DM&T havde mandag inviteret Konservatives forskningsordfører og kandidat til folketingsvalget Lise Bertelsen på besøg til en snak om branchens omstilling og vigtigheden af praksisnær forskning. Besøget foregik hos Dilling, hvor direktør Morten Dilling fortalte om den virkelighed, de står i, og hvordan de driver virksomheden. Og hvordan det spiller ind i behovet for mere viden.
”Som forskningsordfører er det tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, at vi genopbygger den viden, Danmark har mistet gennem årtier, hvor store dele af tekstilproduktionens værdikæde er blevet outsourcet,” skrev hun efterfølgende på LinkedIn og tilføjede:
”Etableringen af et Nationalt Videnscenter for Tekstil (NaviTeks) kan være en vigtig del af løsningen – både for at opbygge den nødvendige innovation i tekstilbranchen og for at skabe nye arbejdspladser i Danmark.”
Fra DM&T’s side deltog chefkonsulent Sofia Boskovic og salgs- og udviklingschef Morten Dybro. Han glæder sig over, at der fra politisk hånd er opbakning til NaviTeks og ikke mindst til at sætte fokus på branchen og de udfordringer, den står overfor.
”Jeg sætter pris på, at Lise Bertelsen tager sig tid til at besøge branchen midt i valgkampen. Hvis vi skal lykkes med den omstilling, branchen allerede står midt i, har vi behov for at styrke vidensgrundlaget og kompetencerne, og det kræver politisk engagement, ligesom branchen skal tage ansvar for, at omstillingen lykkes. Vi kan ikke bare læne os tilbage og håbe på, at forbrugerne driver udviklingen,” siger Morten Dybro om besøget.
Han er glad for, at Dilling åbnede dørene, for det bidrog med et uvurderligt perspektiv og forståelse.
Videnscenter kan være en vigtig del af løsningen
Theis Theis Raaschou Andersen, der er forskningschef for Teknologi og Erhverv på VIA University College deler Morten Dybros iagttagelser:
” Flere danske virksomheder, såsom Dilling arbejder for at skabe mere bæredygtige produkter og mere kontrol over værdikæden. Men virksomhederne kan ikke gøre det alene. Der er behov for viden til at skubbe på udviklingen, politikere der skaber veje i lovgivningen og en branche, der hver dag arbejder for en ny hverdag,” siger han ovenpå besøget.
Besøget gav anledning til gode diskussioner om, hvordan branchen skal udvikle sig fremover, og Lise Bertelsen var efterfølgende ikke i tvivl om, at viden spiller en nøglerolle, hvis omstillingen skal lykkes.
” Etableringen af et Nationalt Videnscenter for Tekstil kan være en vigtig del af løsningen – både for at opbygge den nødvendige innovation i tekstilbranchen og for at skabe nye arbejdspladser i Danmark. Tak for gode drøftelser og for indsigten i de muligheder og udfordringer, branchen står overfor,” skrev hun som afslutning på sit opslag om besøget.