Lønprotester lukker hundreder af fabrikker i Bangladesh
Arbejderne i Bangladesh’ enorme beklædningsindustri forlanger mere end en fordobling af minimumslønnen. Det har medført omfattende demonstrationer, og mere end 200 fabrikker meldes lukkede som følge af demonstrationerne. Et lønudvalg skal nu finde en ny model for mindstelønnen.
Bangladesh er verdens næststørste beklædningsproducerende land. Men netop nu står produktionen stille flere steder. I flere dage har fagforeninger og ansatte i beklædningssektoren været gaderne for at protestere mod lønniveauet. Ifølge det engelsksprogede bangladeshiske medie the Daily Star kræver de ansatte at mindstelønnen sættes op fra 12.500 taka til 30.000 taka. Altså en stigning på 140 procent.
The Daily Star beretter, at mindst 200 fabrikker i Savar og Ashulia er lukket, og at trafikken flere steder er sat i stå.
De ansatte i industrien begrunder kravene med, at lønnen ikke er fulgt med inflationen og de stigende leveomkostninger i landet. Der har ikke været regulering af minimumslønnen i Bangladesh siden 2023.
Ud over lukkede fabrikker har demonstrationerne flere steder udviklet sig til sammenstød mellem politi og demonstranter, og der meldes om både stenkast, tåregas og anholdelser.
I søndags nedsatte regeringen et lønudvalg, hvor både arbejdsgivere og repræsentanter for industriens ansatte skal diskutere, hvordan man kan forbedre levestandarden for de ansatte. Det nedsatte udvalg har netop afholdt sit første møde, og efterfølgende fortalte Syed Azad Subhani ifølge the Daily Star , formand for udvalget, at de ansatte vil få den første løn efter en ny lønskala i januar. Indtil videre er der dog ukendt, hvad der ligger i den nye lønskala.
Her ville vi gerne have vist dig indhold, som er afhængigt af Cookies. Acceptér markedsføring og statistik cookies for at se indholdet