Husk fristen for udbetaling af den femte ferieuge - og varsling af sommerferie

Foråret er kommet, og det betyder, at det er tid til at udbetale femte ferieuge, hvis den ikke er afholdt eller aftalt overført. Og inden du ved af det, kommer sommeren, og det betyder, at det også er ved at være på tide at varsle hovedferie. DM&T hjælper dig med at overholde fristerne.

dmogt vejleder feriefrister 1300x650
16 mar. 26

For mange virksomheder er foråret tidspunktet, hvor der både skal holdes styr på restferie og planlægges sommerferie. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på to centrale forhold i ferieloven: udbetaling af den 5. ferieuge og varsling af hovedferien.

Nedenfor gennemgår vi de vigtigste regler og frister.

Frist for udbetaling af den 5. ferieuge

Hvis medarbejderen har været ansat i hele ferieafholdelsesperioden og ikke har afholdt den 5. ferieuge, og der ikke er indgået aftale om overførsel, skal ferien udbetales kontant.

Udbetalingen skal ske senest med lønnen for marts 2026, hvis ferien vedrører ferieafholdelsesperioden, der sluttede 31. december 2025, dvs. for ferie optjent i perioden 1. september 2024 til 31. august 2025.

Som udgangspunkt må ferie ikke udbetales uden at blive afholdt, men der gælder en undtagelse for ferie ud over 4 uger – altså den 5. ferieuge.

Hvis medarbejderen ikke har været ansat i hele ferieafholdelsesperioden, kan ferien kun udbetales, hvis medarbejderen udfylder en tro- og loveerklæring. I erklæringen skal medarbejderen bekræfte, at feriepengene vedrører ferie ud over 4 uger, og at medarbejderen ikke har modtaget sociale ydelser i perioden.

Arbejdsmarkedets Feriefond gennemfører hvert år stikprøvekontroller, hvor virksomheder skal kunne dokumentere ferieoverførsler, udbetalinger og eventuel afregning til fonden. Manglende dokumentation kan i værste fald føre til bøde og efterbetalingskrav. Arbejdsgiveren bør derfor gemme dokumentationen, herunder eventuelle tro- og loveerklæringer, i 5 år.

Husk også varsling af hovedferien

For mange virksomheder er det også relevant at planlægge sommerferien i god tid.

Den konkrete placering af ferie sker normalt efter dialog mellem arbejdsgiver og medarbejder. Hvis parterne ikke kan blive enige, kan arbejdsgiveren fastlægge ferien – inden for ferielovens rammer.

Hovedferien udgør 3 uger (15 feriedage) og skal afholdes i perioden fra 1. maj – 30. september. Hovedferien skal som udgangspunkt gives i sammenhæng.

Hvis arbejdsgiveren fastlægger hovedferien, skal den varsles mindst 3 måneder, før ferien skal begynde.

Selvom ferie ofte planlægges i dialog med medarbejderne, kan det være en fordel at skabe et tidligt overblik over sommerens ferieafholdelse. Det giver bedre mulighed for at sikre både drift og bemanding i ferieperioden.

Du kan læse mere om ferie, herunder optjening, afholdelse, feriehindringer mv. her

DM&T rådgiver om reglerne for ferie

Hvis du som arbejdsgiver er i tvivl om reglerne vedrørende overførsel og udbetaling af den 5. ferieuge, eller om hvordan hovedferien konkret skal varsles, er du altid velkommen til at kontakte DM&T.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Michael Lund-Nielsen
Michael Lund-Nielsen

Overenskomstchef, advokat

97117235

ml@dmogt.dk

michaellundnielsen1

Jan Hartmann Rømer 2025
Jan Hartmann Rømer

Advokat, HR & Agentforhold

97117234

jhr@dmogt.dk

janhartmannroemer