Forslag kan suspendere krav om bemyndiget repræsentant under PPWR

Virksomheder, der sælger emballerede produkter direkte til forbrugere i andre EU-lande, står over for nye regler under EU’s emballageforordning PPWR. Men et nyt forslag fra Europa-Kommissionen kan betyde, at et centralt krav aldrig når at få praktisk betydning i de kommende år.

Forslag kan suspendere krav om bemyndiget repræsentant under PPWR 1300x650px
Af Michelle van Velthoven Utzon-Frank - mvu@dmogt.dk - 9 jun. 26

Kommissionen foreslog i december 2025 som led i den såkaldte Environmental Omnibus -pakke at suspendere PPWR’s krav om bemyndiget repræsentant for EPR frem til 1. januar 2035. Forslaget er endnu ikke vedtaget, men hvis det bliver til virkelighed, vil EU-etablerede virksomheder ikke være forpligtet til at udpege en bemyndiget repræsentant i de medlemsstater, hvor de sælger direkte til slutbrugere.

Det ændrer dog ikke ved, at virksomheder allerede nu bør forholde sig til reglerne. Efter den gældende lovgivning træder kravet nemlig i kraft den 12. august 2026.

PPWR og EPR er ikke det samme

Mange virksomheder møder både PPWR og EPR i arbejdet med emballage, men de to regelsæt regulerer forskellige forhold.

PPWR ( Packaging and Packaging Waste Regulation ) handler først og fremmest om krav til emballagen. EPR ( Extended Producer Responsibility ) handler derimod om producenternes ansvar for emballageaffaldet.

PPWR indeholder dog enkelte bestemmelser, der harmoniserer dele af EPR-reglerne på tværs af EU. Kravet om bemyndiget repræsentant er et af dem.

Hvad siger reglerne i dag?

I den vedtagne PPWR-forordning fremgår det af artikel 45, stk. 3, at producenter, som sælger emballage eller emballerede produkter direkte til slutbrugere i et andet EU-land end det, hvor virksomheden er etableret, skal udpege en bemyndiget repræsentant for EPR.

Kravet gælder fra 12. august 2026.

For en dansk virksomhed betyder det i praksis, at salg direkte til forbrugere i eksempelvis Sverige, Tyskland eller Frankrig kan udløse krav om en lokal bemyndiget repræsentant i de lande, hvor virksomheden har producentansvar.

Kravet hænger tæt sammen med PPWR’s nye producentdefinition, som i flere situationer ændrer placeringen af producentansvaret for emballage. Det betyder, at virksomheder bør vurdere både deres fremtidige producentansvar og de registreringskrav, der følger med.

Læs mere om PPWR’s nye producentdefinition og den såkaldte ”udpakker-regel” i vores artikel om ændret placering af producentansvaret for emballage

Hvad er en bemyndiget repræsentant for EPR?

En bemyndiget repræsentant for EPR er en aktør, som en virksomhed udpeger til at håndtere EPR-relaterede forpligtelser i et land, hvor virksomheden ikke selv er etableret.

Det er vigtigt at skelne mellem to forskellige typer repræsentanter i PPWR:

  • Den almindelige bemyndigede repræsentant efter artikel 17, som håndterer produkt- og complianceforpligtelser på fabrikantens vegne, eksempelvis teknisk dokumentation og EU-overensstemmelseserklæring.

  • Den bemyndigede repræsentant for EPR efter artikel 45, stk. 3, som håndterer opgaver relateret til producentansvar, registrering og indberetning.

Det er den sidstnævnte type repræsentant, som Omnibus-forslaget vedrører.

Hvad skal repræsentanten gøre?

Den bemyndigede repræsentant skal udpeges gennem en skriftlig fuldmagt.

Repræsentanten kan blandt andet håndtere registrering i producentregistre og indberetning af oplysninger til myndighederne på producentens vegne.

Den konkrete rollefordeling afhænger af aftalen mellem virksomheden og repræsentanten og bør fremgå tydeligt af fuldmagten.

Vil du vide mere?

Bliv medlem af DM&T i dag og få adgang til denne og mange andre artikler, ekspertrådgivning og meget mere.

Bliv medlem Log ind

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Michelle van Velthoven Utzon-Frank
Michelle van Velthoven Utzon-Frank

Chefkonsulent, bæredygtighed

97117229

mvu@dmogt.dk

michelle-van-velthoven-utzon-frank

Michael Hillmose 2025
Michael Hillmose

International chef

97117294

mhi@dmogt.dk

michaelhillmose