EU vil styrke markedsovervågningen med ny European Product Act

EU-Kommissionen er på vej med nye regler, der skal styrke kontrollen med produkter på det europæiske marked. Et lækket udkast peger blandt andet på større ansvar for online markedspladser, øget kontrol med e-handelsimport og en central rolle til det digitale produktpas.

dmogt orienterer EU vil styrke markedsovervågningen med ny European Product Act 1300x650px
Af Michelle van Velthoven Utzon-Frank - mvu@dmogt.dk - 5 okt. 26

EU-Kommissionen er på vej med en European Product Act (EPA), som skal modernisere EU’s regler for produkter, markedsovervågning og håndhævelse. Formålet er blandt andet at sikre, at produkter på det indre marked lever op til EU’s krav, uanset om de sælges af en europæisk virksomhed eller direkte til forbrugere fra et land uden for EU.

Et lækket udkast til EPA peger på en række væsentlige ændringer. Blandt andet lægges der op til, at produkter fra producenter uden for EU skal have en ansvarlig økonomisk aktør etableret i EU. Samtidig kan online markedspladser få et større ansvar for at kontrollere produkter, fjerne ulovlige eller ikke-kompatible varer og forhindre, at de dukker op igen.

Udkastet peger også på styrket kontrol med e-handelsimport, tættere samarbejde mellem told- og markedsovervågningsmyndigheder samt øget brug af Digital Product Passport (DPP) til identifikation, sporbarhed og kontrol.

EPA lægger samtidig op til, at DPP bliver en central del af den digitale infrastruktur for produkttilsyn. Forslaget etablerer blandt andet et European Product Act Registry, hvor unikke produktidentifikatorer og centrale compliance-oplysninger skal kunne registreres og anvendes af myndighederne i forbindelse med kontrol og håndhævelse.

Der lægges desuden op til en offentlig DPP-webportal, som skal gøre det lettere at søge i og sammenligne offentligt tilgængelige produktoplysninger. Samtidig skal DPP-data i højere grad kunne bruges aktivt i myndighedernes kontrol. Udkastet beskriver blandt andet brug af automatiserede digitale værktøjer, kunstig intelligens og webcrawlere til at opdage potentiel manglende overholdelse af EU’s produktregler online.

For tekstil- og modebranchen er initiativet relevant, fordi en stor og voksende del af importen sker gennem online salgskanaler fra lande uden for EU. Målet med de nye regler er at skabe mere ensartet håndhævelse og sikre, at produkter på EU-markedet er underlagt de gældende krav til blandt andet sikkerhed, miljø, mærkning og forbrugerbeskyttelse.

EU-Kommissionen havde oprindeligt planlagt at fremlægge det officielle forslag til EPA den 6. oktober 2026, men fremlæggelsen er blevet udskudt til senere på året. Ifølge kontoret for EU's industrikommissær Stéphane Séjourné skal udsættelsen gøre det muligt at præsentere de nye horisontale produktregler sammen med ændringer af sektorspecifik lovgivning og dermed skabe større sammenhæng og forenkling.

DM&T følger udviklingen tæt og holder medlemmerne løbende opdateret. Artiklen opdateres med et link til det officielle forslag, så snart det foreligger.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Marie Busck 2025
Marie Busck

Chief Sustainability Officer

97117293

mb@dmogt.dk

marie-busck-5937673

Michelle van Velthoven Utzon-Frank
Michelle van Velthoven Utzon-Frank

Chefkonsulent, bæredygtighed

97117229

mvu@dmogt.dk

michelle-van-velthoven-utzon-frank

Jette Lindgaard 2025
Jette Lindgaard

Miljø- og bæredygtighedschef

97117216

jl@dmogt.dk

jette-lindgaard-5a86894