DM&T ser lovende takter i nyt regeringsgrundlag

Der er en række lovende initiativer i regeringens planer, særligt når det kommer til færre byrder for erhvervslivet, styrket konkurrencekraft og en strategi for cirkulær økonomi. Nu skal ambitionerne omsættes til handling, og DM&T ser frem til samarbejdet, lyder det i denne kommentar fra direktør Thomas Klausen.

thomas klausen på christiansborg 1300x650
Af Thomas Klausen - tk@dmogt.dk - 3 jun. 26

Danmark har fået en ny regering, og det er naturligvis noget, vi har afventet i spænding. Vi glæder os til at samarbejde med den nye regering om et Danmark, hvor erhvervslivet får bedre konkurrencevilkår, færre byrder og bidrager til en klog cirkulær omstilling, og heldigvis er der masser af gode takter i regeringsgrundlaget, også med erhvervslivets briller.

Da jeg læste regeringsgrundlaget, noterede jeg mig, at man specifikt peger på erhvervslivets vigtighed. Man kan blandt andet læse:

”Et stærkt dansk erhvervsliv er motoren, der har sikret, at vi år efter år har slået beskæftigelsesrekord og har kunnet opjustere det økonomiske råderum og vedholdende finansiere både investeringer i vores velfærdssamfund og i vores sikkerhed og forsvar.”

Set fra min stol er der flere elementer, der er særligt interessante i det nye regeringsgrundlag.

En klar politisk forståelse af at byrdetrykket skal ned

Det er afgørende, at regeringen vil kortlægge byrdetrykket for erhvervslivet og reducere byrderne med 25 procent i 2035. For en branche, der primært består SMV’er og ligger i toppen af vareeksporten, er det afgørende, hvis vi skal fastholde vores konkurrencekraft. Og her spiller ”afvikl eller forklar”-princippet en vigtig rolle, for kan man ikke forklare det, kan man ikke forsvare det. Jeg bemærker samtidig, at regelforenklingen skal ske under hensyn til grundlæggende lønmodtagerrettigheder, forbrugerbeskyttelse samt miljø og klima, og det kan vi naturligvis kun bakke op om.

Vores branche står over for stigende regulering, og vi mærker det allerede på eksempelvis emballageområdet, og i den sammenhæng bliver det også interessant at se, hvad der kommer ud af regeringens undersøgelse af mulighederne for at anvende kunstig intelligens til at reducere byrder ved erhvervsrettede indberetninger til det offentlige Derudover er det positivt, at Danmark vil styrke den danske indsats i EU’s forenklingsarbejde.

Med tanke på, hvor meget af den regulering, vores branche bliver ramt af, der kommer fra EU, bliver jeg glad, når jeg læser, at Danmark aktivt vil arbejde for at implementere EU-lovgivning på baggrund af erfaringer fra andre lande, så Danmark ikke bliver et af de første lande til at implementere ny EU-lovgivning. Det er væsentligt, at Danmark tager ansvar og arbejder for at sikre harmonisering på tværs af EU-landene, men desværre ender det alt for ofte med store byrder for dansk erhvervsliv, hvis Danmark ønsker at være blandt de første, og derfor vækker det glæde, at regeringen anerkender dette.

Af de elementer, man kan læse under ”Et stærkt erhvervsliv” i regeringsgrundlaget, glæder jeg mig også til at se, hvad den såkaldte Iværksætterpakke 2.0 kommer til at betyde, navnlig på innovationsfronten.

Strategi for cirkulær økonomi skal inkludere tekstiler

Jeg noterer mig også, at regeringen vil fremlægge en strategi for råstoffer og cirkulær økonomi. Der er behov for et stærkt samarbejde mellem erhvervslivet og det politiske Danmark, så vi sikrer bedre muligheder og rammer for produktdesign, reparation, genbrug og genanvendelighed, der understøtter den cirkulære omstilling. Her vil vi arbejde for at sikre, at tekstilerne også får en fremtrædende plads, og at den nye cirkulære strategi kommer til at spille sammen med den Nationale Handlingsplan for Tekstiler, hvor vi allerede har udpeget en række indsatser, der kan spille ind i den overordnede strategi,

Derudover glæder det mig, at regeringen vil sænke selskabsskatten med tre procentpoint over tre år. Det styrker alt andet lige konkurrencekraften og giver vores virksomheder bedre betingelser i en tid, hvor der er rigeligt med udfordringer.

Samtidig er der også gode takter, når det kommer til at styrke arbejdsudbuddet og øge den strukturelle beskæftigelse, og det er positivt, at regeringen i sit udspil til Velfærdsforlig 2.0 har så stort fokus på at involvere arbejdsmarkedets parter.

Der er altså masser af gode takter i regeringsgrundlaget, og nu glæder vi os til, at de skal omsættes i praksis. I DM&T vil vi altid søge indflydelse, der hvor det giver mening for branchen. Vi kan allerede nu se, at det naturligvis bliver på miljø- og erhvervsområdet, og her ser vi frem til dialogen og samarbejdet med e nye ministre. Men vil lader os som branche og organisation ikke begrænse, og vi glæder os også til dialoger om bl.a. beredskab og forsyningssikkerhed, uddannelse og forskning.

Et stort tillykke til den nye regering og de nye ministre. Nu glæder jeg mig til, at både de og vi skal i arbejdstøjet.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Thomas Klausen 2025 1
Thomas Klausen

Adm. direktør

97117233

tk@dmogt.dk

thklausen