DM&T-direktør savner fokus på erhvervslivet i valgkampen
Hver uge inden folketingsvalget perspektiverer DM&T’s direktør Thomas Klausen valgkampen i forhold til mode-, tekstil- og livsstilsbranchen. I denne uge kigger han dog også frem mod den kommende regeringsperiode og nogle af de temaer, han håber, en kommende regering vil prioritere.
Vi bevæger os ind i valgkampens slutspurt, og det virker som om, de store temaer er ridset op. Dem har jeg allerede dvælet ved i de to forgangne ugers refleksioner over valgkampen. Der er ikke kommet mange nye temaer, der berører vores branche, siden sidste uges analyse, og derfor tillader jeg mig at dvæle lidt ved nogle af de temaer, jeg håber, vil komme til at præge de sidste dage af valgkampen. Og den kommende regeringsperiode.
Livsstilsbranchen bidrager alene med 19 mia. årligt til finansiering af velfærdsstaten, og det illustrerer med al tydelighed, at politikerne skal passe på med at komme med udspil, der skaber usikkerhed i erhvervslivet.
- Thomas Klausen -
Adm. direktør i DM&T
Erhvervslivet fylder ikke meget i den brede valgkamp. Det er blevet meget afgrænset til en debat om formueskat, ligesom enkelte erhverv får ekstra opmærksomhed. Her tænker jeg navnlig på landbruget og særligt svineproduktion, og selvom jeg er meget enig i, at vi skal tage bedre hånd om både grund- og drikkevand, miljø og dyrevelfærd, er det påfaldende, at ét erhverv får så stor opmærksomhed. Særligt med tanke på, at eksporten af beklædning alene er højere end eksporten af svinekød.
Der er dog sket skred i nogle af de længerevarende debatter. Senest har Mette Frederiksen meldt ud, at formueskatten ikke er et ultimativt krav og det glæder mig. Jeg har tidligere skrevet om, hvor skadelig den kan være for virksomheder i vores branche, for en formueskat kan få vidtrækkende konsekvenser også i mindre familieejede virksomheder.
Erhvervslivet er en hjørnesten i velfærdsskabelsen – husk det
I stedet kunne man jo fokusere på, hvor pengene til velfærdssamfundet kommer fra. Og hvordan vi sikrer, at der er råd til velfærd i fremtiden.
Derfor ser jeg gerne, at erhvervslivet kommer til at få en større plads i valgkampens slutspurt. Det er trods alt her, en meget stor andel af velfærdens finansiering kommer fra. Livsstilsbranchen bidrager alene med 19 mia. årligt til finansiering af velfærdsstaten, og det illustrerer med al tydelighed, at politikerne skal passe på med at komme med udspil, der skaber usikkerhed i erhvervslivet.
Jeg noterer mig, at Konservative i deres økonomiske udspil vil nedbringe selskabsskatten til 17 procent, ligesom de vil styrke arbejdsudbuddet og fjerne en række administrative byrder. Venstre havde også positive takter i deres udspil, som jeg berørte i sidste uge . Derudover er der mange gode aspekter i det udspil fra Liberal Alliance, der vil sikre, at vi får 100 nye virksomheder om dagen, bl.a. et loft på erhvervsøkonomiske byrder og en lavere selskabsskat. Det glæder mig, for vi har brug for at skabe bedre rammer for erhvervslivet og for at sikre incitamenter for både etablerede virksomheder og iværksætteres lyst til at drive virksomhed i Danmark. Sidstnævnte bliver særligt vigtigt, når vi ser på den omfattende forandring, vores branche står midt i. Her får vi brug for nye innovatører, der kan være med til at understøtte den cirkulære omstilling, og de skal naturligvis have de bedste rammer for at lykkes.
Det gælder i høj grad, når det kommer til at fjerne de mange administrative og regulatoriske benspænd, både vores og andre brancher, dagligt står overfor. Jeg ved, det ikke er noget, der flytter stemmer sidst i valgkampen, men jeg har alligevel en forhåbning om, uanset hvilken regering vi får, at der i den kommende regeringsperiode vil være fokus på at skabe konkurrencedygtige og forudsigelige rammevilkår for erhvervslivet, særligt for SMV’erne. I et land, hvor langt størstedelen af virksomhederne falder ind under denne kategori, er det afgørende, at vi ikke kvæler dem i administrative byrder, der fjerner fokus fra at skabe arbejdspladser og eksport, som bidrager positivt til jobskabelsen, de offentlige finanser og Danmarks BNP.
En kommende regering skal have fokus på konkurrencekraft
Jeg tror ikke, at vi inden på tirsdag kommer til at se større debatter om, hvordan vi sikrer danske virksomheders konkurrenceevne og -kraft i en stadigt mere globaliseret digital økonomi, men jeg håber alligevel, at en kommende regering vil have fokus på at sikre, at vi i højere grad får skabt en level playing field, så danske og europæiske virksomheder ikke skal kæmpe mod unfair konkurrence, eksempelvis når det kommer til onlineplatforme fra Kina og andre lande udenfor EU. Men også når det kommer til at sikre det nationale beredskab og den europæiske forsyningssikkerhed. Forhåbentlig vil det være et fokusområde for den kommende regering, og vi har i al fald tænkt os at skubbe på for at sikre den udvikling.
Det gælder også, når det kommer til offentlige indkøb som en løftestang for grøn innovation på tekstilområdet. Jeg erkender blankt, at det ikke er det meste sexede emne i en valgkamp, men uanset regeringens sammensætning får vi brug for, at det det offentlige bruger sin indkøbsmuskel strategisk for at understøtte udviklingen af konkurrencedygtige, cirkulære løsninger. Det spiller også en væsentlig rolle i forsyningssikkerheden og Danmarks beredskab.
For mig og DM&T er det ikke afgørende, hvilke partier der danner regering efter på tirsdag. Det afgørende er, at vi får en regering, der anerkender vigtigheden af et sundt og konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv, og som bliver en aktiv medspiller i at sikre og udvikle dette.
Det håber jeg bliver en realitet efter valget – og måske endda i valgkampens sidste dage.