DM&T-direktør giver brancheperspektiv på valgkampens første uge

Hver uge inden folketingsvalget den 24. marts perspektiverer DM&T’s direktør Thomas Klausen nogle af de væsentlige temaer, der kan få indflydelse på mode-, tekstil- og livsstilsbranchen. I denne uge får du hans vurdering af formueskat, folkeskolen og hvordan udlændingepolitik kan spænde ben for rekruttering.

TK valgkamp 1300x650
5 mar. 26

Valgkampens første uge er så småt ovre. Selvom den på mange måder er blevet overskygget af situationen i Mellemøsten og udenrigspolitiske forhold, er der alligevel kommet en række temaer frem, som er særdeles relevante for vores branche.

Selvom langt størstedelen af de udspil, der kommer i en valgkamp, aldrig ender med at blive realpolitik, har jeg hæftet mig ved noget af det, der har stukket særligt ud.

Formueskat kan blive hovedpine for mange af branchens virksomhedsejere

Det er ikke den store overraskelse, at Enhedslisten gerne ser en formueskat i Danmark. Lidt mere overraskende er det, at Socialdemokratiet, for at finansiere deres skoleudspil, også vil have en formueskat. Al formue over 25 mio. kroner skal beskattes med 0,5 %. Den formue inkluderer også værdi af virksomheder, og her kan jeg blive bekymret på branchens vegne, fordi vi har mange dygtigt drevne virksomheder, der gennem årene har bidraget klækkeligt til statskassen, og langt størstedelen er ejet af enkeltpersoner eller familier. Både dem, der har været med i mange år og de iværksættere, som på kort tid har sat deres aftryk på branchen.

Det må alt andet lige give panderynker i en branche som vores, som primært består af SMV’er, men hvor også en række af branchens store virksomheder vil blive ramt. Og samtidig kan man også frygte, hvordan det skal gå, når familieejede virksomheder skal værdiansættes. For hvordan skal det foregå i praksis, når der er tale om virksomheder, der aldrig har været handlet før?

Vores branche bidrager hvert år til at skabe 96.000 jobs, og de jobs kan også komme i fare, hvis virksomhederne vælger at flytte aktiviteter ud af landet, sælge til kapitalfonde eller vælger at lukke, fordi det ikke længere er attraktivt at drive virksomhed i Danmark. Lige nu er det svært at overskue konsekvenserne, men jeg kan allerede fornemme usikkerheden i branchen – en usikkerhed vi bestemt ikke har brug for på nuværende tidspunkt.

Mode-, tekstil- og livsstilsbranchen bidrager allerede klækkeligt til statskassen gennem de ansattes indbetalinger af indkomstskatter og forbrugsskatter, og virksomhedernes indbetalinger af selskabsskat og produkt- og produktionsskatter. For vores branche udgør det beløb alene 19 mia. kroner om året.

Det sidste ord i denne debat er ikke sagt endnu, og jeg er spændt på at følge udviklingen i resten af valgkampen.

Folkeskolen skal styrke fundamentet til en mere kompleks fremtid

Flere partier har markeret sig med udspil på folkeskoleområdet. Socialdemokratiets lilleskole skal have 14 elever i hver af de mindste klasser. Konservative vil have to voksne i hver klasse til minimum halvdelen af dansk- og matematiktimerne, og senest har Venstre spillet ind med et lignende udspil, der dog er lidt mere vidtrækkende.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvilket forslag, der er bedst. Men jeg glæder mig over, at der er fokus på at styrke undervisningen og rammerne i skolerne, for det er her fundamentet til fremtidens medarbejdere og iværksættere støbes. Det bliver sandsynligvis ikke mindre komplekst at drive virksomhed i fremtiden, og vi har brug for dygtige medarbejdere. Og det starter med, at vi hæver niveauet i landets skoler, så afgangseleverne kommer ud med et bedre grundlag for deres videre færd, som måske går ind i mode-, tekstil- og livsstilsbranchen.

Derfor håber jeg, at vi giver skolerne, elevernes og deres dansk- og matematikkundskaber et løft, uanset hvilken regering, der skal lede Danmark efter valget

Udlændingepolitik kan svække rekruttering

Dansk Folkeparti vil sende flere muslimer ud af Danmark, end der kommer ind. Jeg beskæftiger mig ikke med udlændinge- eller integrationspolitik, men jeg frygter, at det også kan få en indflydelse på dansk erhvervslivs muligheder for at rekruttere arbejdskraft.

En bekymring, jeg deler med DA’s direktør Jacob Holbraad. I mandags skrev han på LinkedIn bl.a.

”Virksomhederne rekrutterer globalt, fordi de mangler kompetencer herhjemme. Ledigheden er historisk lav, og i mange brancher findes der ganske enkelt ikke kandidater i Danmark med de rette kvalifikationer. De medarbejdere og mennesker, som kommer hertil for at arbejde, har virksomhederne behov for, fordi de er dygtige. De bidrager positivt til statskassen, og de er i øvrigt mindre kriminelle end danskerne i gennemsnit. De er kort sagt en stor gevinst for Danmark. Og bidrager med vækst og innovation… Hvis vi ikke havde internationale medarbejdere – fra EU og fra lande uden for EU - ville der ganske enkelt ikke være råd til meget af det, der lige nu bliver lovet i valgkampen.”

Når arbejdsgivernes direktør er så klar i mælet, er der grund til at lytte. Det håber jeg også, at de danske politikere gør i dette spørgsmål, for uanset om vi taler vores eller andre brancher, skal vi være meget varsomme med at spænde ben for virksomhedernes muligheder for at rekruttere.

Jeg vender tilbage med mit og branchens take på valgkampens temaer på samme tid i næste uge. Fortsat god valgkamp.

Læs mere om DM&T's mærkesager i valgkampen

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Thomas Klausen 2025 1
Thomas Klausen

Adm. direktør

97117233

tk@dmogt.dk

thklausen

Sofia Boskovic
Sofia Boskovic

Chefkonsulent, Public Affairs

28869722

sb@dmogt.dk

sofiaboskovic