CIFF rykker ind i Paris: Vil styrke tilstedeværelsen på tværs af markeder

Når modeugen i Paris til sommer løber af stablen, bliver det med en ny nordisk tilstedeværelse. For første gang etablerer Copenhagen International Fashion Fair (CIFF) en dedikeret tilstedeværelse i den franske modehovedstad – med ambitioner, der rækker langt ud over en enkelt uge i kalenderen.

CIFF rykker ind i Paris Vil styrke tilstedeværelsen på tværs af markeder 1300x650px
Af Kristine Bønnelykke - kb@dmogt.dk - 20 apr. 26

I hjertet af Le Marais åbner CIFF et tre-etagers showroom, hvor 15-20 nøje udvalgte internationale brands får plads i eksklusive rammer. Her er tanken ikke blot at vise kollektioner frem, men at skabe et samlingspunkt, hvor relationer kan styrkes, og nye muligheder kan opstå i en branche, der i stigende grad er kompleks og konkurrencepræget.

”Nu mere end nogensinde forventes det, at brands er til stede på tværs af flere markeder og øjeblikke. Med CIFF Paris skaber vi et format, der giver større kontinuitet og et tættere samarbejde med vores community. Det handler om at møde brands der, hvor de er, og reelt lytte til deres behov – og om at se ud over en enkelt sæson hos os i København og i stedet fokusere på, hvordan vi bygger en platform, der understøtter brands på tværs af markeder, samtidig med at nye formater kan opstå i takt med, at landskabet fortsat udvikler sig,” siger Sofie Dolva, direktør for CIFF.

Svar på en mere kompleks virkelighed

Initiativet er et direkte svar på en modebranche i forandring. For både etablerede og nye brands er det blevet mere udfordrende at navigere i konkurrencen – ikke mindst under modeugen i Paris, hvor opmærksomheden er hårdt tilkæmpet.

At stå alene med et showroom i byen kræver både ressourcer og gennemslagskraft. Derfor ser CIFF en styrke i at samle flere brands under én fælles platform.

”Vores samarbejde med CIFF har altid været bygget på en fælles forståelse af, hvad branchen reelt har brug for i dag – ikke blot en platform, men en partner. Det handler ikke om at være til stede overalt – det handler om at være de rigtige steder sammen med de rigtige mennesker. For os handler det at blive en del af CIFF Paris derfor ikke bare om ekspansion – det handler om at videreføre et samarbejde, der allerede fungerer, i en ny ramme, som afspejler den udvikling, branchen gennemgår,” siger Chung Wai Cheung, stifter af Woodbird.

Netop fællesskabet er centralt. CIFF vil arbejde aktivt med at tiltrække relevante indkøbere samt både international og lokal presse gennem målrettede invitationer, udviklet i tæt dialog med de deltagende brands og med afsæt i deres behov og prioriteter. Lokale samarbejdspartnere skal samtidig sikre, at showroomet bliver et levende knudepunkt gennem hele perioden.

Fra København til verden

CIFF Paris er ikke et enkeltstående eksperiment, men næste skridt i en strategi, hvor den københavnske messe i stigende grad positionerer sig internationalt. Tidligere initiativer tæller blandt andet samarbejder i både Firenze, New York og Milano.

For brands som danske Rains giver det mening at være en del af den udvikling.

”Efter fjorten år er vores danske rødder stadig med til at forme den måde, vi tænker produkter på – fra overtøj til vores nyere kategorier som ready-to-wear og fodtøj. At være en del af CIFF’s nordiske showcase i Paris giver os ikke blot mulighed for at tilføje en ny dimension til vores allerede stærke tilstedeværelse i byen, det er også en mulighed for at vise vores udvikling og bringe nordisk design i spil over for indkøbere, som måske endnu ikke har stiftet bekendtskab med det,” siger Tom Bettinson, Chief Sales Officer hos Rains.

Også OpéraSPORT ser deltagelsen som et naturligt næste skridt i deres vækst.

”Vi er glade for at være en del af CIFF Paris til juni. For OpéraSPORT er Paris fortsat en vigtig platform, og det føles både relevant og velvalgt at træde ind i denne ramme sammen med CIFF. Vi ser frem til dialogerne, energien under modeugen og til at møde indkøbere og samarbejdspartnere i en kontekst, der understøtter den næste fase af vores vækst,” siger Jens Wiinblad, Operations & Commercial Director.

Mere end et showroom

Ambitionen rækker dog ud over selve salgsarbejdet. Programmet omkring CIFF Paris vil blandt andet byde på en netværksmiddag, morgenarrangementer og podcastoptagelser – alt sammen designet til at skabe dialog og relationer på tværs af branchen.

Dermed bliver showroomet ikke kun et sted, hvor kollektioner vises frem, men også et forum for samtaler om branchens udvikling og fremtid.

CIFF Paris finder sted fra den 21. til 29. juni 2026 på Rue du Temple i Le Marais. Og hvis ambitionerne indfries, kan det blive endnu et skridt i retning af en mere sammenhængende platform på tværs af markeder for både nordiske og globale modebrands.